I NFL er det det nemmeste nogensinde: to konferencer med en division opkaldt efter hvert verdenshjørne i hver. Fire hold per division. 32 hold.
I college er det mere bøvlet. For det første skifter konferencerne navn over tid. De udvider sig, udvandes, opløses. De har navne, der ikke minder om hinanden. De varierer ekstremt meget i styrke, både internt og i forhold til de andre konferencer.
Divisionerne hedder forskellige ting. For eksempel har ACC to (Atlantic og Coastal), det samme har SEC (East of West) og Pac-12 (North og South). De to første har 14 medlemmer (syv per division), mens den tredje har 12 (seks per division). Big 12 har trods navnet ti medlemmer og er ikke delt op i divisioner og har ingen konferencemesterskabskamp som de tre førnævnte. Det havde de dog tilmed 2010.
Konferencerne behøver ikke have et lige antal medlemmer. Big Ten have 11 medlemmer før 2011-sæsonen. De havde dengang ingen divisioner. Det fik de, da Nebraska forlod Big 12 efter 2010 og blev det 12. medlem. Da hed divisionerne Legends og Leaders. Fra 2014 er det ændret til East og West, og Big Ten har nu 14 medlemmer efter Maryland forlod ACC, og Rutgers forlod AAC for at blive nye medlemmer.
Det med divisioner er altså noget værre rod i forhold til det velfriserede NFL, og det kræver nogle gange, man holder tungen lige i munden.
Rodet kommer af, at hvor NFL forhandler TV-kontrakter samlet, så forhandler de enkelte konferencer hver for sig i college, og dermed kan der være økonomiske incitamenter ved at skifte. Mange mener, vi er på vej mod færre, større, såkaldte superkonferencer.
Nebraska mente, de trak det korteste strå som et midtvesthold i en konference fyldt med Texashold. Texas A&M smuttede fra Big-12 til SEC, fordi de i Big-12 stod i skyggen af Texas, der er det store hold i staten. I Texas tabte A&M ofte kampen om de bedste rekrutter til Texas. I SEC ville de være et stort Texashold, der pludselig fik eksponering i to af de andre store talentmasser (Florida og Georgia – de to samt Texas og Californien er de steder med flest high school-talenter (grafisk repræsentation her)), fordi de skal spille mod Florida og Georgia samt vises på TV-skærme i alle sydstaterne, i stedet for primært i Texas, hvor mange alligevel holder med naboholdet. På samme måde fik SEC-holdene adgang til Texas, så alle håber på at vinde ved udvidelsen.
Det handler om rekrutter og TV-rettigheder, og med det handler det om det samme som altid: Penge.
Se også: Konferencer, SOS (Strength of Schedule), ACC, Big 12, Big Ten, Pac-12, SEC