I dag er det fire år siden, Joe Paterno ledte Penn State Nittany Lions på banen for sidste gang. Her er historien om en tragedie.

Den 29. oktober 2011 ledte Joe Paterno for 548. gang Penn State Nittany Lions på banen i State College, Pennsylvania foran over 100.000 fans. På det tidspunkt var han den mest vindende coach på dette niveau (FBS – det bedste niveau) med 408 sejre og to nationale mesterskaber bag sig. Han var indbegrebet af en hæderlig mand. Han havde gennem årtier været det definitive billede på, hvad man mener, når man som Penn State-fan råber ”We Are Penn State.”

Joe Paterno var din bedstefars træner. En mand, der spiste sovs og kartofler. En mand, der stod tidligt op og drak sin levertran. En mand, der  vidste, hvad der er rigtigt og forkert, og som handlede derefter. Han blev head coach for Penn State i 1966 efter 15 år som assistent, og det fortsatte han så med i 45 år – i alt 60 år hos Penn State. Hans forhold til Penn State var altså længere end til sin kone, som han kun nåede at være gift med i 49 år. Paterno skiftede ikke hest midtvejs – heller ikke da New England Patriots lokkede med en stor kontrakt.

Joe Paterno var kendt som filantrop. Han donerede store dele af sin løn til universitetet og hjalp med at støtte kræftforskning. Han gjorde et stort nummer ud af, at Penn State var andet end bare end skole og mere end bare et hold. Hans spillere bestod deres eksamener med højere frekvens end næsten noget andet hold i landet, og hvide og sorte følte sig lige velkomne. Han donerede så mange penge til et bibliotek på campus, at det blev opkaldt efter ham. Paterno var et ordentligt menneske, og derfor var alle andre fanbaser dybt impoenrede af ham. Beundringen af Paterno var universel. Blandt generationer af Penn State-fans var han nærmest en gud. Mennesker er vokset op med forvisningen om, at Paterno er et forbillede for ethvert ordentligt menneske, og deres forældre var vokset op med det, for de havde selv hørt det fra deres forældre. Derfor kaldtes han både “Saint Joe” og “JoePa” (“Pa” betyder far).

Når Illinois Fighting Illini løber på banen på lørdag, er det fire år og to dage siden, de som det sidste hold af 409 tabte til Joe Paterno, og det er fire år siden, den største skandale i college football for alvor brød ud.

* * *

Jerry Sandusky var Joe Paternos nære ven. Sandusky spillede for Paterno i tresserne, og var med i trænerstaben i 30 år – heraf 23 som defensive coordinator. Som sin mentor etablerede Sandusky et velgørenhedsinitiativ, The Second Mile, som var et projekt for unge drenge fra trange kår. Det blev etableret i 1977.

En dag i foråret 2002, da velgørenhedsorganisationen har kørt i 25 år med Sandusky personligt involveret, kommer graduate assistant Mike McQuery gående gennem omklædningsrummet i en af football-faciliteterne på Penn State. Her ser han Sandusky seksuelt misbruge en dreng, der ser omkring ti år gammel ud. McQuery skynder sig at fortælle sin chef, Joe Paterno, hvad han  har set. Dagen efter videreformidler Paterno informationen til sin chef, Athletic Director Tim Curley. Han taler om det med Senior Vice President for Finance and Business Gary Schultz, der er øverstbefalende for politiet på campus. Nogle dage derefter formenes Sandusky adgang til campus og hans nøgler konfiskeres. Den beslutning godkender University President Graham Spanier. Overgrebet rapporteres til Sanduskys organisation, The Second Mile. Ingen af de nævnte melder det seksuelle overgreb på et barn til politiet. Ingen.

Først i 2009 sker der noget nyt, da moren til et af ofrene melder historien til politiet. En efterforskning går selvsagt i gang, og i løbet af 2010 og 2011 gennemføres en række høringer, før historien slipper ud den 5. november 2011. Dagen efter træder Gary Schultz og Tim Curley tilbage. Sanduskys række af anklagere stiger støt, og flere end ti har snart meldt sig som sagsøgere efter overgreb udført af Sandusky.

Den 9. november udtaler Joe Paterno, at han vil træde tilbage efter sæsonen. Få timer senere bliver han over telefonen fyret med øjeblikkelig virkning. I januar 2012 kommer det frem, at Paterno er blevet indlagt med en helbredelig form for lungekræft, men ni dage senere, den 22. januar, dør han på hospitalet 85 år gammel.

Præcis fem måneder senere idømmes Sandusky mindst 30 og højt 60 års fængsel, da han findes skyldig i 45 af 48 anklagepunkter. Han har gennem årtier misbrugt en lang række udsatte drenge, som han blev hyldet for at hjælpe. Han er på det tidspunkt 68 år gammel.

En måned senere, den 23. juli 2012, idømmer NCAA Penn State de hårdeste sanktioner siden SMU fik dødsstraffen i 1985:

• Fem års “probation” – en periode hvor nye overtrædelser medfører ekstra hårde straffe
• Fire års forbud mod post-season-kampe – altså Big Ten-mesterskabskampen og bowls
• 40 færre football-stipendier over de næste år, og en roster på højst 65 spillere
• 60 millioner dollars i bøde
• Alle sejre fra 1998 til 2011 blev “vacated” – det vil sige, de figurerer ikke i statistikker som sejre. Det sendte også Paterno fra en førsteplads som mest vindende FBS-head coach ned på femtepladsen
• Og så fik alle spillere lov til at skifte hold med øjeblikkelig virkning – det benyttede mange sig af

Alle disse straffe blev uddelt til Penn State, som hidtil var i hvert fald et af de mest “clean” hold overhovedet. De var det eneste storhold, der aldrig havde været pålagt sanktioner af NCAA.

Dommen fra NCAA fik en del kritik, for mange mente, det ikke var deres område. Dette havde intet med sport at gøre – det var udelukkende en sag for politiet. Det ellers ofte tonedøve NCAA løftede gradvist sanktionerne, og fra den 16. januar 2015 var alle sanktioner væk, og Paterno er igen den mest vindende FBS head coach.

* * *

Historien her handler altså ikke om sport som sådan, men samtidig handler den netop om det. Da Paterno blev fyret, indtog de studerende gaderne på campus og de gik amok, der var optøjer hele natten i protest mod fyringen. “JoePa” lød det fra tusindvis af unge mennesker hele natten. En TV-bil blev væltet, og der var bål og brand. Protesten gik på, at Paterno intet havde gjort galt. Sandusky var et isoleret problem. Det problem havde Paterno informeret sine overordnede om. Case closed. Problemet var individuelt, ikke institutionelt.

Penn State’s cheer er “We Are Penn State.” Joe Paterno fandt på det. Det skulle illlustrere, hvordan man tjener et højere formål, hvordan Penn State er mere end end skole og mere end et hold. Penn State var et begreb, en ideologi, og den var en del af dig. Så når der viser sig at være noget råddent i hele fundamentet i din ideologi, når lederen på grund af, hvad der må tilskrives magtfuldkommenhed, ikke alarmerer politiet om overgreb på børn, så falder hele din tro sammen. Hele dit verdensbillede er bygget op om, at “Saint Joe” og Penn State er gode. Punktum. Når så den opfattelse forskubbes, er det skræmmende, frygtindgydende. Hvor går man hen, når man er vant til at søge til netop JoePa og Penn State? Derfor valgte mange at fritage Paterno for al skyld med det samme. Måske fordi de ikke kunne overskue at skulle redefinere deres verden. Måske fordi de troede på, at Paterno per definition ikke kunne gøre noget galt. Når ens religion viser sig at være rådden, så kan man enten bortforklare det, ignorere det eller droppe sin religion. Det sidste er det sværeste.

Det er svært at forlade en kult.

Penn State har været fast besluttet på at se fremad, og de tog endda statuen af Paterno ned. Billedet af statuen, og hvordan det så ud, da den var væk, er en stærk metafor for historien. I centrum for det hele var idéen Joe Paterno og idéen Penn State. Skandalen udstillede dem som netop det, de fremstod som værende større end – et menneske og en skole.

Gudedyrkelsen af trænere og football-hold er ikke unik for Penn State. Den deles universelt i denne sport. Penn State blev blot eksemplet, der udstillede, hvor vi alle risikerer at ende, når vi blindt følger noget, vi ikke har kontrol over. Små drenge betalte prisen for tilbedelsen af en træner og en skole. De fik ødelagt deres liv for et football-holds succes. Skal vi undgå risikoen for at ende som Penn State, må vi anerkende, at ikke bare Joe Paterno og Penn State er fejlbarlige, men at vores hold og vores træner også er det. Så det bedste sted at slutte historien er måske med Joe Paternos egne ord ytret, da han sagde op:

This is a tragedy. It is one of the great sorrows of my life. With the benefit of hindsight, I wish I had done more.

Nøjagtigt som et menneske ville sige. Jeg er fejlbarlig. Jeg har fejlet.

Billeder: SpringboardPR.com, OregonLive.com, AL.com, DailyMail.co.uk, USAToday.com, TheNoseBleeds.com, CNN.com