Verdens bedste hold: Michigan State

Michigan State6

Dette er en del af en serie, hvor jeg giver dig fem grunde til at holde med et givent hold, for det er sjovere at følge med i sporten, når man har en favorit. Vi kigger på de store, kendte hold og deres traditioner, vandrehistorier og generelle sejhed.

(Opdateret efter 2015-sæsonen)

Michigan State University Spartans også kendt som MSU har hjemmebane på Spartan Stadium i East Lansing, Michigan. Det har plads til 75.005 tilskuere.
Michigan State hævder seks nationale mesterskaber: 1951, 1952, 1955, 1957, 1965 og 1966.
Michigan State har endnu deres første Heisman-modtager til gode.
Michigan States største rivaler er: Michigan (Michigan fører 68-35-5), Notre Dame (Notre Dame fører 48-28-1), Indiana (Michigan State fører 45-15-2) og Penn State (Michigan State fører 15-14-1).

1.
Michigan State1Michigan State har ikke vundet et nationalt mesterskab i et godt stykke tid – eller rettere: De har ikke vundet et nationalt football-mesterskab i et godt stykke tid. Deres populære maskot har til gengæld vundet tre af dem på fire år. Sparty-maskotten (“Sparty” refererer også til en statue på campus) vandt som den første Big Ten-maskot konkurrencen i 2004, gentog i 2005, blev nummer tre i ’06 og vandt det hele igen i 2007. Han er en utroligt populær fyr, og han ser da også herlig ud; halvt truende, halvt elskværdig og lun.

Michigan State2

I 2009 blev han den første maskot til at figurere på EA Sports’ NCAA Football 09. Det blev besluttet ved en fanafstemning, og han vandt med en bred margen. Den bedste pris, han har vundet, er dog “Buffest Mascot” kåret af Muscle and Fitness Magazine.

2.
Michigan State3 - Clarence Biggie Munn
Clarence “Biggie” Munn (1908-’75) var head coach for MSU mellem 1947 og 1953. Han havde allerede udmærket sig som spiller for Minnesota i college. Han blev kåret som Big Tens mest betydningsfulde spiller, og hans forståelse for spillet tog han med sig til et par forskellige job, før han fra 1947 blev head coach i East Lansing. Her tabte han mellem to og tre kampe de første tre år, før han gik 8-1, 9-0, 9-0 og 9-1 med nationale mesterskaber i 1951 og 1952. Han stoppede, da MSU’s athletic director, Ralph Young, trak sig tilbage. Fra 1954 til 1971 fungerede han selv som athletic director.

De fire MSU-sæsoner med flest rushing yards per kamp er alle under Munn: 1948 (305), 1951 (294), 1952 (272), 1950 (269). Til sammenligning havde 2015-holdet, der kom i College Football Playoff 161 yards per kamp.

Det mest interessante og beundringsværdige ved Munn er dog det faktum, at han var den første i Big Ten til at sende en sort quarterback på banen. Den quarterback, Willie Thrower, blev i 1953 den første sorte quarterback til at spille i NFL.

3.
Når du ved, hvordan MSU altid har løbet bolden. Når du har set Mark Dantonios hold vinde med mindst mulig flash og alene ved god, gammeldags “etablér løbet, stop løbet,” så ved du, at MSU gør tingene på den simple måde.

Hvis MSU var en bil, var de en slidt pick-up truck, der har brugt hele sit liv på at slæbe tunge ting på en gård. Den er ikke hurtig. Den er ikke smart. Den er ikke komfortabel. Men den får tingene gjort hver gang, selvom den måske ikke altid ser smuk ud, mens den gør det.

Hos Ohio State hopper man i en iskold sø for sjov. I Auburn har de en ørn, der flyver rundt over stadion. Hos USC emulerer man antikkens Troja i alle traditioner. Du kan nok regne ud, at en bondegårds-truck ikke gør sig i den slags gøgl.

MSU er mere simpelt anlagt, og universitetet opremser selv “spise frokost” og “se på bladene på træerne” som gameday-traditioner. Når det skal gå vildt for sig, foreslår de også, man iklæder sig holdets farver og råber “Go Green. Go White,” der er deres kampråb.

Michigan State4
De – indrømmet – flotte blade på træerne på MSU’s campus.

Hvis du er lidt af en simpel bonderøv, er den gamle landbrugsskole altså lige noget for dig. Det handler om football. Det er jo ikke et cirkus, vel?

4.
Michigan State5 - Bubba Smith
Bubba Smith (1945-2011). Hvis det navn ikke lige ringer en klokke, så er det måske fordi, du bedst kender ham som Moses Hightower fra Politiskolen-filmene. Bubba Smith var fra Texas og ville som de fleste fra Texas gerne spille for Texas Longhorns, men de var endnu ikke integrerede i begyndelsen af tresserne – det blev de først i 1970. Så Smith søgte mod nord til Michigan State, der gladeligt tog imod ham. Her blev han som defensive end All-American i både 1965 og ’66. Smith er en af kun tre spillere, der har fået sit jersey-nummer pensioneret hos MSU.

Når hans statistikker ikke ser så voldsomme ud, skyldes det, at modstanderne var nødt til at double eller triple team ham. I NFL blev han valgt som nummer et i draften og vandt en Super Bowl og blev to gange udtaget til Pro Bowl. Det siger lidt om, hvor herlig en person han var på skærmen, at han er mindst ligeså kendt for sine præstationer der.

Bubba Smith og tilråbet “Kill, Bubba. Kill” hører hjemme på listen her.

5.
Der er vel ikke rigtig nogen vej udenom The Great Dane. Morten Andersen kender vi, der er opfostret på Claus Elming og Jimmy Bøjgaard, aldeles udmærket. Vi kender hans talrige NFL-rekorder for point scoret, game winners og ikke mindst slet og ret udholdenhed. Men før Andersen kom så langt, kom han via football-stipendium på college. Det er faktisk ikke alle colleges, der ofrer et stipendium på en kicker. Der hersker, trods en god kickers uundværlighed, en idé om, at field goals kan de fleste sparke. Derfor er mange kickers walk-ons, som det hedder, når en almindelig studerende bliver en del af holdet. Men Andersen fik på sit ene udvekslingsår i high school i Indiana i 1977 imponeret særligt Purdue og Michigan State så meget, at de rekrutterede ham, og Michigan State fik ham. De havde allerede en dansk kicker der, så Andersen følte sig hurtigt hjemme.

Michigan State6 - Morten Andersen

Første dag, Andersen sparkede til en oval bold i high school, sparkede han 50-yardere, så det stod hurtigt klart, colleges ville være interesserede i ham. Og på MSU fik han gjort sig bemærket ved præcis det samme som i high school og senere i NFL – stabilitet og benstyrke. Højdepunktet var et 63-yard field goal mod Ohio State i 1981, som han dog aldrig slog. Det field goal står stadig som Big Ten rekord her små 35 år senere. I 1981 blev han således også All-American. Da han kom i NFL var det det i fjerde runde af draften. Over de sidste ti sæsoner er de to højest valgte kickers taget i fjerde runde – som nummer 118 og 120. Andersen blev valgt som nummer 86.

Lad os slutte af med rekordsparket. Hop til 1:07:

Go Green!
Go White!

Alle indlæg i serien

Billeder: Pinterest.com, GameFAQs.com, Wikipedia.org, FindaGrave.com, RantLifestyle.com, AveleyMan.com, TradingCardDB.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *