Misogyniproblemet i college football

Jeffery Simmons2

College football har et kæmpestort problem med kvindesyn og vold mod kvinder, og det skal fikses.

Indenfor den seneste uge har særligt Baylors administration, footballspillere og træneres behandling af voldtægtsofre været i mediernes søgelys, og det ville simpelthen være for useriøst at få det til at se ud som om, det er et specifikt Baylor-problem. Det er et college footballproblem (og et NFL-problem, men det må andre skrive om). Se blot på nedenstående række, som kun er et udsnit af sager om overgreb på kvinder, som jeg sådan lige umiddelbart kan huske uden at anstrenge mig. Bemærk deres straffe, hvis vi i et eneste tilfælde kan kalde dem det.

Chris Rainey, running back for Florida, senere NFL-spiller
Rainey sendte i 2010 en besked til sin ex-kæreste, hvor han skrev: “TIME TO DIE, BITCH”. Han blev suspenderet en kort periode, men efter tre nederlag i træk, kunne daværende Florida head coach og nuværende Ohio State head coach Urban Meyer ikke undvære ham længere, og så var han tilbage igen. Døsdstrusler skal ikke ødelægge festen. Senere blev han arresteret for at slå sin kæreste. Da spillede han i NFL. Det er nemlig ikke en karrieredræber at true og overfalde kvinder, hvis man er footballspiller.

Joe Mixon, running back for Oklahoma
Han slog en kvinde så hårdt, at hun brækkede knogler. Oklahoma lod ham komme tilbage efter et år. For hvad er et par brækkede knogler mellem venner?

Jameis Winston, quarterback for Florida State, senere #1 overall draft pick
Winston blev tiltalt for et seksuelt overgreb. Det tog et års tid, før efterforskningen rigtigt kom igang. Derefter kom frifindelsen til gengæld hurtigt og umiddelbart før sæsonstart. To år efter situationen fandt sted, blev Winston frikendt for overtrædelse af skolens ordensregler i forbindelse med samme sag. Det skete umiddelbart efter, FSU havde vundet deres ACC-titel. Heldigt, de lige nåede at få den med, hvis nu han skulle være blevet straffet. Men det blev han ikke. Senere stod Winston på et bord på universitetet og råbte “fuck her right in the pussy.” Man er i hvert fald skyld i at være et dumt svin, når man gør det som kendt voldtægtsmistænkt.
NFL tog imod ham med åbne arme, og FSU head coach Jimbo Fisher hyldes som en skidedygtig fyr.

“A second chance.”

Jonathan Taylor, defensive lineman først for Georgia og så for Alabama
Taylor blev arresteret for “aggravated assault” mod sin kæreste, da han spillede for Georgia. Det fik ham smidt af holdet, hvilket var den hæderlige ting at gøre af daværende head coach Mark Richt. Men den mest hyldede aktive træner, Nick Saban, så en mand, der blot havde begået en fejl. Han skulle da have en chance mere. Og det havde intet med football at gøre, det sagde Saban selv i interviews. Og hvad skete der? Jamen, han tævede da sin kæreste igen og blev så smidt af et hold, han aldrig skulle have været på.

Lad os lade tvivlen komme Dalvin Cook til gode. Han blev tiltalt for overfald på en kvinde i 2015, men han blev frifundet. Der er jo ingen grund til at tro, det ikke var en fair sag. Vi ved jo, at Tallahassees politi tager anklager mod FSU-spillere meget alvorligt.

Og så er der Baylor, som fylder alle forsider på collegesider for øjeblikket.

Jeffery SimmonsJeffery Simmons, defensive lineman for Mississippi State
Manden (bruger det ord lidt løst her) her slog løs på en kvinde, der lå på jorden (der er video derude). Det har i går resulteret i én kamps karantæne – åbningskampen mod South Alabama.

Og så er der Katie Hnida, som selv spillede i college. Hun har skrevet en bog om voldtægt og overgreb, som hun blev udsat for af sine holdkammerater.

De ovennævnte er ikke alle sager – ikke engang alle sager i den dækkede periode. Det er blot et udpluk. Det er på høje tid, man begynder at tage vold mod kvinder alvorligt. Der er ikke meget inspirerende ved at skulle vælge, hvilken voldtægtsforbryder, man skal holde med, når man skal se en footballkamp. For det er nemlig ikke bare Baylor, der har et problem. Det er sporten og kulturen omkring den.

Læs også på The Read Option: Baylor-skandalen, Kvinder (inklusive Katie Hnida) i college football

Billeder: JacksonFreePress.com, wiat.com, Goalsdaddy.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *