TV-guiden: Lørdag, uge 5

West Virginia at Oklahoma1

Så er vi for alvor i gang. Nu er alle ved at have vist, hvor de ligger, for alle har mødt gode hold. Nu tillægges det ikke helt så meget, at Ohio State slog Virginia Tech, når sidstnævnte er 2-2. UCLA og Notre Dame fik point for at slå et såkaldt “better than you think”-Virginiahold, men de er 1-3 nu, så bedre er de måske heller ikke, og mere imponerende var de sejre måske heller ikke.

Bemærk at historietimen udgik i går. Det skyldes (lønnet) arbejde. Jeg beklager.

Vi er også kommet rigtigt i gang med konferencekampene. Derfor har vi også en række dejlige matchups denne uge, hvor to rangerede hold møder hinanden.  Det hele starter med #23 West Virginia (3-0), der tager til #15 Oklahoma (3-0) i Norman, Oklahoma. Kampen vises fra klokken 18 på Fox Sports 1. Oklahoma er et gammelt storhold med masser af traditioner og mesterskaber. Og hvis du bor midt på prærien i Oklahoma, så er Sooners football en af de få muligheder, du har for at opleve noget stort. Deres fans er med andre ord dedikerede, og blandt andet derfor er de favoritter til at vinde med syv point. Det skyldes selvfølgelig også, at de – i modsætning til WVU – har spillet mod et anstændigt hold, nemlig Tennessee, som smed en 17-3-føring over Oklahoma væk for så at tabe i dobbelt overtid. Mod Florida i sidste uge tabte de med et enkelt point, og kunne have sikret sejren, hvis et fieldgoal-forsøg havde siddet en fod længere til venstre.
Ifølge Bill Connelly fra Football Oustiders’ advanced stats er dette et top 10-opgør. Hans tal siger, det er #3@#8 og dermed ugens bedste kamp.

21.30 på CBS har vi et andet opgør mellem to rangerede modstandere, når #13 Alabama (3-1) tager til Sanford Stadium i Athens udenfor Atlanta for at møde #8 Georgia (4-0). Georgia er 2,5 points favoritter, og det er lidt af en usædvanlighed. Faktisk skal vi tilbage til december 2009, hvor #1 Florida var favoritter til at vinde the SEC Championship Game i Atlanta over #2 Alabama. Siden da har Alabama været favoritter i samtlige kampe, de har spillet – ikek at de har vundet dem alle af den grund, men det siger lidt om bookmakernes tillid til Georgia. Og der er god grund til at stole på Georgia; quarterback Greyson Lambert har misset to kast i alt over de sidste to kampe, ingen interceptions og fem touchdowns har han også akkumuleret i de to kampe, der tilsammen er vundet 100-26. Og så er der jo Nick Chubb. I NFL taler man om Todd Gurley, men Nick Chubb ser måske endnu bedre ud. Han har på fire kampe løbet for 599 yards, og det er ikke lidt ad gangen. Chubb får over otte yards, når man giver ham bolden. Men så skal vi lige huske på, at Alabama ikke tillader Chubbs 150 yards i snit. Alabama tillader i snit knap 57. De har altså over fire kampe tilladt mere eller mindre ligeså mange yards som Chubb plejer at få i en kamp – something’s gotta give.
Og så har Alabama i øvrigt selv lidt af en running back i Derrick Henry. Han har løbet for flere yards end nogen anden i high school. Den rekord havde stået siden 1953, og da han slog den, blev han ringet op af 76-årige tidligere rekordindehaver, der ønskede tillykke. Henry ligger på 422 yards og godt seks per carry, men det er også mod bedre forsvar, end dem Chubb har set. Regn med at Alabama vil forsøge at mose sig afsted langs jorden, og regn med, at Georgia vil læne sig op ad den sikre quarterback Lambert, når de står overfor en linje som Alabamas.
Ifølge AP’en er dette #13@#3. Ifølge Bill Connelly fra Football Outsiders’ advanced stats er det #1@#11, så uanset, om du går efter grundige statistikker eller eyeball-testen, er det en topkamp.

Klokken 1 er det så fint arranageret, at vi får endnu et top 25-opgør, når #3 Mississippi (4-0) tager til #25 Florida (4-0) i the Swamp, som deres stadion kaldes. Det skyldes, at Florida generelt er en ret våd stat og så det kuriøse faktum, at banen faktisk ligger under jordens overflade. Derfra tårner 92.000 tilskuere sig så. Her sidder fans, der med Tim Tebow og Urban Meyer fik vænnet sig til at være blandt de allerbedste med to nationale mesterskaber sidste årti. De nåede at smage noget stort med Will Muschamp i hans eneste gode sæson. Nu er han skiftet ud, og fansene er ivrige efter at se den nye head coach, Jim McElwain, få succes. Indtil videre har han leveret, for de er stadig ubesejrede, men kan de pille Mississippis overlegne forsvar fra hinanden? Kan de stoppe Swag Kelly og Laquon Treadwell? Oddsene siger, Mississippi vinder på udebane med et touchdown.

Den alternative kamp er #21 Mississippi State (3-1), der tager til College Station i Texas for at møde #14 Texas A&M. Det er en kamp mellem to hold, vi ikke helt ved, hvor vi har endnu. Mississippi State tabte med to point til LSU, hvilket er flot, men deres sejre er ikke meget værd, nu hvor vi ved, Auburn ikke er noget at råbe hurra for. Texas A&M startede med at slå Arizona State, men de er ude af AP’en nu, og det samme er Arkansas, som de også har slået. Så hvor gode er disse to hold? Denne kamp skulle hjælpe med at finde nogle svar. Kampen er på SEC Network, som du kan se med ESPN Player-abonnement.

#6 Notre Dame (4-0) tager sydpå til #12 Clemson (3-0) i South Carolina. Den kamp vises klokken 2 om natten på ABC. Clemson er favoritter til at vinde med 1,5 point, og det skyldes simpelthen, at vi ikke rigtig ved, hvor gode Notre Dame er. De klarer sig superflot, fordi de slår det ene hold efter det andet med stadig flere alvorlige skader. Men samtidig har de ikke slået særligt imponerende hold. Texas og Virginia var fine sejre i starten af sæsonen, og Georgia Tech skulle være en stor prøve. Nu viser det sig, at de to førstnævnte i bedste fald er jævne hold, og Georgia Tech er ude af AP’en igen. Clemson mangler ligeledes en stor sejr. Denne kamp vil som med den ovenstående lære os noget om begge hold.

Husk at læse, hvordan du kan se kampene, hvis du ikke allerede har helt styr på det.

Alle rankings foran holdene er baseret på den aktuelle AP top 25 indtil det første sæt College Football Playoff rankings offentliggøres den 3. november.

Billeder: stormininnorman.com,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *