Dette er en del af en serie, hvor jeg giver dig fem grunde til at holde med et givent hold, for det er sjovere at følge med i sporten, når man har en favorit. Vi kigger på de store, kendte hold og deres traditioner, vandrehistorier og generelle sejhed.
(Opdateret efter 2015-sæsonen)
(De første seks afsnit af serien kørte sidste år på Gul Klud, som jeg var tilknyttet på det tidspunkt)
I dag kigger vi nærmere på kongerne af swag: The University of Miami Hurricanes.
Miami hævder fem nationale mesterskaber: 1983, 1987, 1989, 1991 og 2001.
De har to Heisman-vindere: Quarterbacks Vinny Testaverde i 1986 og Gino Torretta i 1992.
Deres største rivaler er: Florida State (Miami fører 31-29), Florida (Miami fører 29-26).
Deres hjemmebane er Sun Life Stadium, og hvis det lyder mere kommercielt end de fleste andre college-stadionnavne, så skyldes det, at de deler hjemmebane med Miami Dolphins.
1.
Howard Schnellenberger. Han er en af de mest elskede trænere i college. Dels fordi han ser ud som på billedet, og dels fordi han er sindssygt god.
Selvom han rekrutterede Joe Namath til Alabama, hvor de begge var med til at vinde nationale mesterskaber (som henholdsvis offensive coordinator og quarterback), så er det, man forbinder ham med, hans tid hos Miami Hurricanes. Han overtog head coaching-tjansen i 1979, og begyndte at rekruttere spillere i Miamis talrige ghettoer. Det var noget nyt, og det virkede, for 2. januar 1984 slog han legendariske Tom Osbornes legendariske Nebraska Cornhuskers. De var rangeret nummer et og Miami var nummer fem. Pga. af udfaldet af andre kampe og fordi Miami vandt 31-30, endte de som nationale mestre. Miami var landet. Den kamp regnes af mange for en af de bedste kampe nogensinde.
2.
Swag. Nogle holder med classy hold: Penn State med Joe Paterno (før det kom frem, han dækkede over pædofiliskandalen) og de klassiske uniformer. Alabama med Bear Bryant og hans klassiske citater og den ternede hat. Andre vil gerne holde med et hold med swag. Hører du til den sidste gruppe, er Miami for dig. De er colleges Oakland Raiders. I firserne var en af deres boosters Luther Campbell. Ham kender du måske bedre som manden bag rapgruppen 2 Live Crew. De var et af hovednavnene indenfor Miami Bass-genren, og deres største hits var blandt andre ”We Want Some Pussy” og ”Me So Horny.” Så er scenen sat. Når du så hører, han udbetalte såkaldte ”bounties” – bonusser til spillere for de store og gerne ulovlige hits, så er du nok solgt. For Penn State ville sådan en historie være ødelæggende – for Miami styrker den blot brandet.
Edit (9. oktober 2015): Læs mere om “Uncle Luke” i dette interview på SB Nation.
3.
The U. Det kalder man The University of Miami Hurricanes. Andre hold kalder sig ”AU,” ”UF” eller nogle gange ”The U of M.” Men Miami er bare ”THE U,” og der følger et håndtegn med, selvfølgelig gør der det. Miami er the U, og det må alle andre bare rette ind efter. Som f.eks. ham her:
4.
NFL-fabrik. Miami er det hold, der har fået taget flest spillere i første runde (6). De er det hold, der har fået taget spillere i første runde flest år i træk (14), og fire år i træk var de det hold, der fik taget flest spillere i første runde. Du har helt sikkert en favoritspiller i NFL, som er tidligere Cane. Her er et par stykker:
Vinny Testaverde, Jim Kelly, Clinton Portis, Willis McGahee, Frank Gore, Edgerrin James, Santana Moss, Reggie Wayne, Devin Hester, Chris Myers, Jerome Brown, Vince Wilfork, Warren Sapp, Jessie Armstead, Ray Lewis, D.J. Williams, Jonathan Vilma, Ed Reed, Antrel Rolle, Brandon Merriweather, Jeremy Shockey. Og der er mange, mange flere.
5.
Efter 1986-sæsonen mødte Miami Penn State i the Fiesta Bowl den 2. januar. I løbet af sæsonen var de blevet kaldt ”thugs” og de havde taget den identitet på sig. De var bøllerne, som ikke passede ind i det fine selskab, og nu skulle de spille mod et af de allerfineste hold i college football; Joe Paternos Penn State Nittany Lions. Det er en kamp, som mange ville føle sig ydmyg over at skulle spille i. Men ikke Miami – slet ikke. I flyet på vej ud til Arizona skiftede de til camouflagetøj. De skulle dog have sorte joggingsæt på til middagen med Penn State senere. Her skulle hvert hold underholde med lidt sketches, og så skulle de spise sammen. Penn State havde alle jakkesæt og slips på og lagde ud med lidt selvironiske jokes om, at de næsten alle var hvide, og at de sorte spillere fik lov at spise med en gang om ugen. Det faldt ikke i god jord hos det overvejende sorte Miami-hold.
Da det blev Miamis tur, stillede den senere dobbelte Pro Bowler og store, sorte defensive tackle Jerome Brown sig op på podiet, lynede sin joggingdragt ned og viste sit camouflagetøj, imens han sagde: ”Satte japanerne sig ned og spiste med Pearl Harbour, før de bombede dem?” Og så sagde han: ”Fellas, let’s go,” og så gik hele holdet. Swag!
Miami tabte 10-14, men vandt det hele året efter, da de slog et andet klassisk hold med en legendarisk træner; Barry Switzers Oklahoma Sooners.
Go Canes!
Billeder: chatsports.com, star-telegram.com, miami.edu ND.edu, UserB/Wikipedia, Wikipedia, @Knute_Rockne på Twitter, Theo’s Little Bot/Wikipedia, Wikipedia, Wikipedia