Den 25. februar 1987 uddelte NCAA den hidtil hårdeste straf til noget football-program. SMU Mustangs fik den såkaldte “death penalty.”
Når SMU får besøg af #4 Baylor klokken et natten til lørdag, kan de se frem til at blive slået af Baylor for 12. gang i 12 kampe. Faktisk var sidste gang SMU slog Baylor den 11. oktober 1986. Det var den sidste sæson, SMU har haft som et godt football-hold. Da SMU slog Baylor i ’86, var deres record mod Baylor 36-26-7, nu fører Baylor serien 37-36-7.
Baggrund
Historien om SMU starter for alvor i 1935, hvor de som et af tre hold kalder sig nationale mestre. Derefter havde de en hård periode indtil firserne, hvor de i 1982 kunne have vundet det hele, hvis de havde valgt at gå efter en two-point conversion mod Arkansas. De valgte at sparke PAT, og fik uafgjort, hvilket gjorde Penn State til mestre, selvom SMU var det eneste ubesejrede hold. Man vurderede, at Penn States nederlag til #4 Alabama var mere imponerende end SMU’s uafgjort mod #9 Arkansas. Men SMU havde masser af flash og national anerkendelse – ikke mindst på grund af running back-duoen bestående af Craig James og Eric Dickerson – kendt som the Pony Express.
Men SMU havde allerede fået blod på tanden, og det krævede, at man gik til stregen, når man spillede i the Southwest Conference, som på det tidspunkt talte alle de store Texashold (Texas, Texas A&M, TCU, Houston, Baylor og Texas Tech) og Arkansas. SMU var og er et forholdsvis lille universitet, hvor særligt Texas er et kæmpe universitet, uanset hvad man næsten sammenligner med, så SMU’s budget kunne ikke måle sig med de store drenge i SWC. Derfor havde en række boosters været inde over og uddele pengegaver/løn til nogle af spillerne. Det havde NCAA på det skarpeste reageret overfor ved at forbyde SMU bowl-deltagelse i ’85 og ’86. Derudover blev SMU heller ikke vist på TV i ’86 grundet deres NCAA-lovovertrædelser, som på dette tidspunkt var mange – hele syv gange var de blevet placeret på såkaldt “probation.” Det var således kritisk for SMU, at NCAA tidligere i ’86 besluttede sig for at indføre muligheden for den såkaldte dødsstraf, som kan tildeles, såfremt et hold forbryder sig mod NCAA-reglerne to gange indenfor fem år. Sker det, har NCAA autoritet til at nedlægge det pågældende sportshold i to år. Det kaldes dødsstraf, fordi holdet så vil skulle starte forfra med et blakket ry, og hvilken high school-spiller gider bruge sin ungdom på at rydde op efter andre? Hvilken coach gider tage det job uden en eneste god spiller?
Skandalen
John Sparks fra det lokale WFAA-TV fik i ’86 et anonymt tip om at spillere blev betalt hos SMU. Han valgte at følge tippet og fik sin chef, Dale Hansen, med på den. Det var ikke en let beslutning, for hvis man ikke kommer nogle vegne med historien, vil lokale støtter af holdet vende sig mod dig, som var du en fjende af holdet. Så kan du hurtigt sidde og kigge på jobannoncer.
Fra ESPN-dokumentaren Pony Excess
Tippet ledte Sparks og Hansen til David Stanley, som var blevet smidt af holdet grundet et stofmisbrug. Han havde forsøgt at få lov til at afslutte sin eksamen. Det blev nægtet, og nu stod han så med en meget værdifuld viden om, hvordan programmet kørte,og han var i dårligt humør.
Det kom frem, at 13 spillere havde modtaget mellem 50 og 725 dollars om måneden via en uafhængig pengekasse, som boosters, der egentlig var blevet forment adgang til programmet af NCAA, skød penge i. Nuvel, det kan universitet jo som sådan ikke gøre så meget ved, men hagen her var, at Hansen på TV fik Athletic Director Bob Hitch’s personlige assistent til at mere end indikere, han kendte til betalingerne. Således var universitetsledelsen vidende om overtrædelserne, og nu så man så frem til en særdeles hård straf.
Straffen
Den 25. februar 1987 udstedte NCAA dommen: SMU blev lukket for 1987-sæsonen, og deres fire hjemmebanekampe i 1988 blev aflyst. I den forbindelse mistede SMU 55 scholarships over fire år. De kunne ikke komme på TV eller spille bowl-kampe før 1990. Og så fik alle holdets spillere lov til øjeblikkeligt at skifte skole, så alle de store universiteter fløj ind og gik i gang med at sweet talk’e spillerne, som i hobetal forsvandt fra Dallas kort tid efter dommen. Holdet var altså de facto dødt.
Genopbygningen
Med så dårlige forudsætninger for 1988, valgte SMU selv at aflyse den sæson også. Forrest Gregg, tidligere SMU-spiller og NFL Hall of Famer, blev hyret som head coach til den umulige opgave at samle et hold til 1989, og det gjorde han, men de spillede så elendigt, at man intet kunne se af det store hold, SMU havde været få år tidligere. Det tabte 95-21 til Houston, mens Notre Dame spillede meget forsigtigt og derfor kun vandt 59-6. Der var lang vej hjem, og sæsonerne så således ud derfra:
1989: 2-9
1990: 1-10
1991: 1-10
1992: 5-6
1993: 2-7-2
1994: 1-9-1
1995: 1-10
1996: 5-6
Først i 1997 havde de igen en winning record, da de gik 6-5. At det pludselig gik så godt, skyldes i høj grad, at de, da SWC blev nedlagt efter 1995, gik til the Western Athletic Conference (WAC), hvor kun Rice fulgte efter dem. De valgte altså lettere modstandere for at får lidt succes. Alligevel ramte NCAA-hammeren igen i 1998, hvor SMU selv rapporterede, at en spiller på holdet havde fået en anden til at tage hans adgangseksamen til college (ACT). Dermed blev ti kampe “vacated,” og en 5-7-sæson blev officielt til en 1-1-sæson. Først i 2009 havde SMU igen en winning record (8-5) efter flere år med en enkelt eller ingen sejre. Det var altså deres anden winning record på 21 år.
De spiller nu i AAC, men efter en række anstændige år gik det sidste år helt galt, da de gik 1-11. I år hedder deres head coach for første gang Chad Morris, og han fører et hold på banen, der er den ultimative underdog. Et hold der fik så hård en straf, at NCAA ikke har uddelt den siden på trods af en lang række lignende sager. Den var simpelthen for altødelæggende.
Er du til underdogs, så holder du hundrede procent sikkert med SMU mod Baylor, der endte sidste år som nummer syv med en 11-2 record.
Billeder: dallasnews.com, bleacherreport.com, richsportstalk.com, smumustangs.com, aacfootballfever.com